Historien bag diget

En gård formet af havet, tiden og familien

Fra overlevelsen under stormfloden i 1872 til åbningen af Kaffehuset i 1974. Den gamle Digegaard bærer mere end 150 års fortællinger i sine længer.

Den gamle Digegaards stråtækte bygninger Den gamle Digegaard set fra oven

Et sted med rødder

Tæt under havdiget ligger det gamle hus endnu

På Hummingen, få skridt fra Østersøen, ligger Den gamle Digegaard. Her har mennesker levet med havet, jorden og de åbne vidder gennem generationer.

Gårdens historie kan følges tilbage til midten af 1800-tallet. Den har overlevet stormflod, skiftende ejere og store forandringer i landskabet. I dag er den historiske gård rammen om selskaber, madoplevelser, overnatning og familiedrevet værtskab.

“Huset lå helt ude ved Østersøens kyst, hvor havbrisen bar bølgesangen ind i de dybe morgener.”

Familien siden 1972

Fra Kaffehus til firelænget Digegaard

I 1972 købte Ulla og Knud Erik Nielsen den daværende tolængede gård. Efter en omfattende ombygning åbnede de pinselørdag i 1974 det første Kaffehus under navnet Den gamle Digegaard.

Kaffehuset blev hurtigt en succes. I 1976 blev den tredje længe opført, og i 1983 fulgte den fjerde. Dermed fik gården den firelængede form, som gæsterne kender i dag.

I 2004 overtog datteren Johanne Nielsen, der er uddannet både tjener og kok. George Kranker, som blev udlært kok på Digegaarden i 1990, vendte tilbage i 2013. Sammen med familien fører de stedet videre.

Mærkeår

Digegaarden gennem tiden

Et udvalg af de begivenheder, der har formet gården og stedet, vi kender i dag.

1855

En gård på Hummingen

Hans Jørgen Jørgensen og Maren Cathrine Sørensdatter bosætter sig på gården, der senere bliver kendt som Den gamle Digegaard.

1872

Stormfloden

Hummingen rammes voldsomt. Syv børn og flere naboer søger op på gårdens loft og overlever, mens vandet ødelægger store dele af området.

1874

Gården genopføres

Efter katastrofen bliver gården genopført som en tolænget bindingsværksgård med lersten og stråtag.

1972

Ulla og Knud Erik overtager

Den gamle gård købes af familien Nielsen og ombygges med en ny fremtid for øje.

1974

Kaffehuset åbner

Pinselørdag bydes de første gæster officielt velkommen på Den gamle Digegaard.

1976

Den tredje længe

Gården udvides med den længe, der i dag blandt andet rummer ferielejligheder.

1983

Den firelængede gård

En fjerde længe føjes til, og gården får sin nuværende form.

2004

Næste generation

Johanne Nielsen overtager driften og viderefører familiens værtskab.

2024

50-års jubilæum

Den 31. maj fejres et halvt århundrede som traktørsted og restaurant med reception og ålegilde.

12. og 13. november 1872

Natten havet tog Hummingen

En orkanagtig vind pressede Østersøen ind over Lollands sydkyst. Hummingen var et af de hårdest ramte steder, og ti mennesker mistede livet på den lille, sparsomt beboede halvø.

“Vi var syv børn hjemme og nogle naboer. Alle kom på loftet.”
Peter Hansen, født på gården i 1858

Fra loftet så den 14-årige Peter Hansen nabohuse blive løftet af bølgerne og skyllet bort. Vandet opløste skorstenens lersten, men menneskene på gården overlevede. Efter stormfloden blev huset genopført, og arbejdet med det beskyttende dige langs Sydlolland begyndte.

Se fortællingen

Kom tættere på Digegaarden

Se filmen og oplev gården, omgivelserne og den særlige stemning bag diget.

Det historiske arkiv

Vil du længere ned i historien?

Her har vi samlet udvalgte oplysninger fra kirkebøger, folketællinger og lokale beretninger. Afsnittene kan foldes ud efter interesse.

Hummingen før Den gamle Digegaard

Hummingens historie begyndte mange hundrede år før den gård, vi i dag kender som Den gamle Digegaard. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår de første mennesker bosatte sig på øen Hummingen. Da øen senere blev landfast med Lolland, har beboerne sandsynligvis ernæret sig ved jagt, fiskeri og efterhånden landbrug.

Venderne kom til området i 1086 og efterlod sig navne, som stadig kan genkendes i blandt andet Tillitze og Kramnitze. Også det store sildemarked på Albuen, som havde betydning i århundrederne før 1500-tallet, har sandsynligvis påvirket livet på Hummingen.

Hominde, Hummingen, Humminge Land og Øen Hummingen var fra gammel tid en del af den danske konges ejendom. Efter enevældens indførelse i 1660 bevarede adelen retten til at besidde jorden og kunne overlade den i fæste til bønder. Godset Baadesgaard ejede det meste af jorden på Hummingen. Herregården blev oprettet i 1685-1686 af nedlagte gårde fra landsbyerne Baadesby og Langholm.

På Hummingens fugtige jorder slog de almindelige kornsorter ofte fejl. Til gengæld dyrkede man engskær, en plante i tidselfamilien, hvis tørrede blade gav en kraftig gul farve til tøj. Omkring 1740 blev der fra Syltholm eksporteret cirka 500 kilo om året. Der blev også høstet sødgræs i det lave ferskvand. De modne kerner blev opsamlet fra planterne og anvendt som menneskeføde under navnet mannagryn samt som foder til husdyr.

Falkejægere, fiskeri og dagligliv ved Rødby Fjord

Der findes historiske beretninger om falke og andre rovfugle over Hummingen og Sydlolland. Den 12. september 1546 udnævnte Christian 3. Oluf Ofverskriver til kongelig falkoner og gav ham bolig i Falkelejet i Rødby. I de følgende århundreder fangede og trænede falkonerer fugle til det danske kongehus.

I 1632 forærede Christian 4. sin søn 30 falke, som var trænet ved Rødby Fjord. Kurfyrsten af Sachsen modtog samtidig 12 jagtfalke, en harefalk og en slagfalk. Falkejagten var en eksklusiv fyrstelig jagtform, som gennem flere hundrede år satte sit præg på området.

En beretning, som tilskrives den kongeligt udnævnte falkoner Jacob Christensøn i 1736, beskriver et liv med hårdt arbejde i rørene, fiskeri som levevej og marker, der led under vandet. Indboet i stuen bestod blandt andet af fyrrebord, fyrrebænk, egekiste, seng, fire stole og spindestol. Diger omkring jorden skulle holde vandet fra markerne, men når det høje vand kom, måtte beboerne søge op på loftet.

Beretningen nævner også, at husholdningen havde kød, flæsk, sild, smør, fedt, gammelt øl, brændevin, hollandsk tobak og hvedekager. Forbindelsen mellem disse tidlige beretninger og den konkrete bygning kan ikke dokumenteres lige så sikkert som den senere historie, men de tegner et levende billede af livet på Hummingen.

Familien på gården fra 1855 til 1872

I folketællingen fra 1855 nævnes en gård i Hummingen, som forbindes med Den gamle Digegaard. Ved sit ægteskab i 1855 overtog Hans Jørgen Jørgensen og Maren Cathrine Sørensdatter gården som arvefæsteejendom under Baadesgaard Gods. Matrikelnummeret var 6b.

Hans Jørgen Jørgensen havde deltaget i den slesvigske Treårskrig fra 1848 til 1851 og var kommet helskindet hjem. På gården stiftede han familie med Maren Cathrine. Kirkebøgerne og folketællingerne giver et usædvanligt detaljeret indblik i familien.

Jørgen Christian blev født i 1854, Ane Dorothea i 1856 og Peter den 5. marts 1858. I folketællingen fra 1860 boede Hans Jørgensen, hustruen Cathrine og de tre børn på gården. Senere fulgte Hansine Birthine i 1861, Caroline Marie i 1864, Søren Frits i 1867 og Hans i 1869. En tvillingesøster til Caroline Marie var dødfødt.

Ved folketællingen i 1870 var husstanden stor. Hans Jørgen Jørgensen var 43 år og jordbruger, Maren Cathrine var 40 år, og hjemme boede Jørgen Christian, Ane Dorthe, Peter, Maren Kirstine Sophie, Hansine Birthine, Caroline Marie, Søren Frits og den yngste Hans.

Den 29. januar 1871 døde Hans Jørgen Jørgensen, kun 43½ år gammel. Maren Cathrine stod tilbage som enke med børnene og driften af gården. De ældste børn har sandsynligvis hjulpet deres mor med arbejdet. Mindre end to år senere blev familien ramt af den katastrofe, der kom til at præge hele Sydlolland.

Stormfloden i 1872, den fulde beretning
Historisk xylografi af stormfloden på Sydlolland i 1872
Stormfloden på Sydlolland, 1872En xylografi bragt i Illustreret Tidende den 1. december 1872, få uger efter katastrofen.Public domain. Kilde: Wikimedia Commons.

Den 12. og 13. november 1872 ramte en voldsom stormflod Lollands sydkyst og store dele af Østersøens kystområder. Stormen og det stigende hav forårsagede enorme ødelæggelser og kostede hundredvis af menneskeliv. Hummingen var et af de mest udsatte steder. På den lille, sparsomt beboede landstrækning druknede ti mennesker.

Vandet slog over de strandvolde, som bønderne selv havde bygget. Huse blev løftet af bølgerne og ført ud i havet. Nogle beboere måtte gå gennem vand til over bæltestedet for at søge tilflugt hos naboer. Femten mennesker krøb sammen på loftet i Jens Knudsens hus, mens andre søgte op på loftet af den gård, der senere blev kendt som Den gamle Digegaard.

Peter Hansen var 14 år og befandt sig i sit barndomshjem. Han fortalte senere: “Vi var syv børn hjemme og nogle naboer. Alle kom på loftet. Jeg så Rasmus Musses hus blive hævet i bølgerne og drive bort. Frederik Hjulmands hus blev revet bort. Frederik reddede livet i den ene vinkel af huset, den anden rev hans hustru med i havet.”

Vandet steg fortsat. Skorstenens lersten blev opløst af fugten og styrtede ned på loftet, heldigvis uden at ramme nogen. Peter satte en stige op til skorstenshullet, så han kunne se ud. Herfra så han et nabohus blive hævet af bølgerne og skyllet bort med et ægtepar og deres syv børn. En enkekones hus forsvandt også, men hun var blandt de mennesker, der havde søgt ly på gårdens loft.

Da vandet trak sig tilbage, var de soltørrede lersten skyllet ud af mange af de bygninger, som endnu stod. Bindingsværkets stolper havde været det eneste, der holdt husene sammen. Peter fortalte senere, hvordan de fik flikket et køretøj sammen, spændte de reddede heste for og kørte moderen og børnene op i landet. Broerne var væk, så turen til Gloslunde krævede store omveje. Her blev familien mødt med omsorg og hjertevarme.

Fra gårdene længere inde i landet kom der føde til mennesker og dyr samt materialer til genopbygningen. En landsindsamling skaffede hurtigt hjælp til de stormflodsramte. Den gamle Digegaard blev genopført, og i 1874 stod en tolænget gård igen på stedet med bindingsværk, nye lersten og stråtag.

Diget og genopbygningen efter katastrofen
Historisk fremstilling af diget ved Kramnitze i 1800-tallet
Diget ved Kramnitze, 1893J.E.C. Rasmussens historiske fremstilling af diget ved Kramnitze, udgivet i Danmark i Skildringer og Billeder.Public domain. Kilde: Wikimedia Commons.

Stormfloden gjorde det tydeligt, at Sydlollands kyst havde brug for en langt stærkere beskyttelse. Digeloven blev vedtaget den 23. maj 1873. Det beskyttende dige langs Lollands sydkyst blev opført fra 1873 til 1878. Samtidig anlagde man sluserne ved Kramnitze Havn og vejforbindelsen mellem Hummingen og Kramnitze.

Den 5. juni 1873 blev matrikel 6b overdraget til Rasmus Andersen. Fordi Hans Jørgen Jørgensen var død i 1871, var arvefæstet ophørt, og Baadesgaard Gods kunne sælge ejendommen. Maren Cathrine og børnene måtte derfor flytte fra gården, mens Rasmus Andersen og hans familie overtog den.

Rasmus Andersen og senere hans søn Niels drev stedet som bondegård med jordbrug og kvæg. Et tinglysningsdokument fra handelen i 1873 opbevares fortsat på Den gamle Digegaard.

Genopbygningen og det nye dige ændrede både gården og hele Hummingen. Landskabet blev mere sikkert, men mindet om stormfloden fortsatte i familiernes beretninger og i de lokale mindesteder.

Gårdens skiftende ejere fra 1873 til 1972

Efter Rasmus Andersen og hans familie fulgte en række ejere. Folketællingen fra 1901 nævner Niels Peter Nielsen som landmand på matrikel 6b. I 1906 står Marie Rasmussen anført som husmoder, enke og parcellist sammen med sønnen Christian Nielsen.

Tingbogsoplysninger nævner Gjertrud Marie, født Jensen, som ejer fra 8. november 1900. Den 5. oktober 1907 angives Hans Christian Nielsen, søn af Niels og Marie Rasmussen, som ejer. Folketællingen fra 1925 peger på, at Hans Christian Nielsen Suhr fortsat havde forbindelse til gården.

I perioden omkring 1930-1945 omtales en “hr. Suhr” som ejer. Senere skal gården have tilhørt en dyrlæge fra Nakskov, som efterfølgende flyttede til USA. De præcise ejerforhold i denne periode er ikke fuldt klarlagt.

Fra omkring 1960 til 1970 blev en stor del af jorden omkring gården solgt fra og udstykket til sommerhuse. Grundejerforeningen Hummingen Øst blev oprettet i 1971. Hummingen havde da længe været et populært badested, og området ændrede gradvist karakter fra landbrugsland til ferieområde.

I 1972 købte Ulla og Knud Erik Nielsen den tolængede gård. Dermed begyndte det kapitel, der skabte Den gamle Digegaard som traktørsted, restaurant og samlingssted.

Peter Hansen, strandfogeden fra Digegaarden

Peter Hansen blev født på gården den 5. marts 1858. Efter faderens død måtte han allerede som nykonfirmeret hjælpe sin mor med familiens lille sted og samtidig tage del i fiskeriet. Stormfloden i 1872 blev den afgørende oplevelse i hans ungdom.

Ved folketællingen i 1880 tjente han i et hus i Kramnitze. I 1890 var han jordbruger, og senere købte han et parcelliststed bag Kramnitze gamle skole. Han blev gift med Camilla Christensen, og parret fik døtrene Ella og Hedvig Alma.

I mere end 30 år var han strandfoged på kyststrækningen fra Kramnitze mod Rødbyhavn og fungerede i samme periode som toldopsynsmand. I 1928 anmeldte han personer for ulovligt stenfiskeri. Selv i 1941, da han var 81 år, var han opført som reservemand i Luftmeldekorpsets mandskabsliste.

Peter Hansen var også involveret efter det tyske skoleskib Niobes forlis ud for Fehmarn i 1932 og modtog en tysk sølvmedalje for sin indsats. Han bar desuden Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Han døde den 31. oktober 1955, 97 år gammel. Folketidende beskrev ham som en af Lollands ældste og bemærkede, at han havde været usædvanligt rask indtil kort før sin død. Gennem sine erindringer bevarede han en vigtig førstehåndsberetning om stormfloden og livet på Hummingen.

Fra Kaffehus til familiedrevet restaurant

Da Ulla og Knud Erik Nielsen købte gården i 1972, bestod den af to længer. De ombyggede en del af bygningerne til et hyggeligt traktørsted og valgte navnet Den gamle Digegaard. Navnet var tidligere blevet brugt uofficielt af Peter Hansen om hans føde- og barndomshjem, men Ulla og Knud Erik var de første, der anvendte det officielt om traktørstedet.

Pinselørdag i 1974 åbnede det første Kaffehus. Det blev en succes, og familien kunne snart se behovet for at udvide med egentlig restauration.

I 1976 lod de gårdens tredje længe opføre. Denne længe rummer i dag ferielejligheder. I 1983 kom den fjerde længe til, og Den gamle Digegaard blev den firelængede gård, man møder i dag.

I 2004 overtog næste generation. Datteren Johanne Nielsen er uddannet både tjener og kok og havde dermed den faglige baggrund til at føre stedet videre. I 2013 vendte George Kranker tilbage. Han var blevet udlært kok på Den gamle Digegaard i 1990 og hjælper i dag Johanne og familien med driften.

Den 31. maj 2024 fejrede Den gamle Digegaard sit 50-års jubilæum med reception og ålegilde. Gården var på det tidspunkt gået fra et lille Kaffehus til et sted for selskaber, arrangementer, madoplevelser og overnatning, stadig drevet med familien tæt på.

Mads Nielsen, “En lærke letted” og egnen

I 1904 og 1905 var digteren Mads Nielsen kandidat på Rødby Apotek hos apoteker Behrendt, som var ivrig jæger og ofte sejlede på Rødby Fjord. Det fortælles, at Mads Nielsen sandsynligvis deltog i sejlture og vandringer i området og derved kan have besøgt Den gamle Digegaard.

Mads Nielsen var stærkt optaget af naturen. Senere blev han apoteker i blandt andet Kolding. I 1945 opfordrede KFUM-spejderbevægelsen ham til at skrive en frihedssang. Resultatet blev “Danmark Frit”, bedre kendt gennem begyndelsesordene “En lærke letted”.

Sangen er først og fremmest knyttet til befrielsen og naturen omkring Gudenåen. I den lokale fortælling nævnes også muligheden for, at ungdomsminder fra Rødby Fjord og Sydlolland kan have været en del af hans inspiration. Det er en smuk forbindelse til egnen, men ikke en dokumenteret del af selve gårdens historie.

En lærke letted

En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang.
Og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.

Første vers. Tekst: Mads Nielsen, 1945.

Den oprindelige titel var Danmark Frit. Mathias Christensen komponerede melodien, og sangen blev sunget første gang ved en festgudstjeneste i Kolding den 15. juni 1945.

Læs hele historien om sangen
Kilder og steder, du selv kan besøge

Beretningen om Den gamle Digegaard bygger på oplysninger fra kirkebøger og folketællinger i Gloslunde, tingbogsmateriale, Rudbjerg Lokalhistoriske Arkiv og lokale historiske værker.

Blandt de anvendte kilder er Georg Wiingaards Dem fra Lolland, Erik Aalbæk Andersens Livet på øerne, C.C. Haugners beskrivelse af Sønder Herred, Rasmus Christian Hansens Det beskyttende dige samt omtale i Folketidende fra 1955.

Vil du opleve mere af områdets historie, kan du besøge det lollandske dige, Geodætisk Instituts landmålesten fra 1887, stormflodens mindesten ved Kramnitze Havn, Stormflodens Mindepark og museet ved Gloslunde Kirke. I omegnen findes også Hobyfundets mindested, pælespærringen ved Tjørnebjerg og Mindeparken i Rødby Fjord.

Historien lever videre

Velkommen til Den gamle Digegaard

Hver fest, middag og overnatning føjer nye minder til den gamle gårds fortælling. Vi glæder os til at byde dig indenfor.